Passende musik til læsningen:
I april i år var jeg i USA for at se solformørkelsen. Vejrudsigten var dog ikke just lovende, og der var derfor chance for, at vi fløj hele vejen til Texas for blot at se et skydække blive mørkere. Med mig havde jeg Chasing Venus, som jeg havde købt i efterårsferien forinden i mit lille yndlingshjørne af Dussmann i Berlin. Det var jo en næsten perfekt bog til lejligheden, for bogen handler om de to Venuspassager i 1761 og 1769 og hvordan astronomer rejste verden rundt uvidende om de overhovedet ville komme til at se Venus vandre hen over solen grundet skydække. Jeg tænkte derfor, at bogen kunne fungere som en slags trøst, hvis nu det ikke virkede, og om ikke andet var det da sjovt at læse om nogle rejser, der mindede lidt om min egen på nogle udvalgte punkter. Men hvor jeg tænkte, at bogen ville være en moderat interessant læsning, måtte jeg sande, at jeg blev enormt opslugt og glædede mig enormt over at læse bogen.
Chasing Venus er skrevet af Andrea Wulff, som skriver bøger om videnskabshistorie, men gør det så godt, at hun efterhånden er blevet et husholdningsnavn. Hendes skrivemåde er fængslende og man kommer helt tæt på personerne, hun skriver om. Det er ofte en ærgrelse, når man skal lægge en af hendes bøger fra sig.
Bogen foregår i 1760’erne, hvor europæiske astronomer forsøger at stable en international observation af Venuspassagerne sammen. Det var en ret vigtig opgave for dem dengang, for Venuspassagerne havde muligheden for at afsløre selve solsystemets størrelse. Takket være Keplers 3. lov kendte man alle forholdene mellem afstandene i solsystemet, dvs. de relative størrelser var kendte, men man havde ingen idé om, hvordan det så ud i absolutte størrelser. Hvis man havde gode observationer fra hele verden kunne man udnytte de små variationer i, hvordan Venus rejste henover solen, samt de kendte størrelser på jorden til at bestemme afstanden fra jorden til Venus, og dermed ville resten af solsystemet følge med. Jo større afstand, man kunne få på jorden, desto nemmere ville det være at observere forskellene i Venus bane henover solen. Til det formål kom europæernes mange kolonier rundt om i verden astronomerne til gode, men det ville stadigvæk kræve adskillige landes kolonier for at dække et stort nok område, og derfor var et internationalt samarbejde en nødvendighed, hvis man ville have en chance for at bestemme afstanden til Venus med nok præcision.
Det arbejde kom ikke uden sine hindringer. Man havde aldrig forsøgt sig med noget lignende før, og der var ikke etableret nogen som helst form for internationale standarder. Og for at gøre det hele endnu værre, så var Europa i 1761 midt i Syvårskrigen, som blev udkæmpet over hele jorden. Som fransk astronom kunne man altså, på trods af en fælles mission med englænderne, opleve at blive angrebet af englænderne i sin færd mod en fransk koloni. Venuspassager optræder dog ret sjældent – de kommer altid i par med 8 år imellem sig, men der er alternerende 105 og 122 år mellem sådanne par kommer. Med andre ord: hvis ikke de lykkedes med deres mission i denne omgang senest 1769, så ville næste chance først være i 1874, og derfor var det det værd at trodse farerne og fare ud i verden.
Da der er to Venuspassager, så er bogen skrevet i to akter og med hver akt følger et Dramatis Personae. Hele denne her historie fortælles ved at følge udvalgte astronomer, der frivilligt har valgt at rejse ud til verdens ende for at lave deres observationer. Man kommer helt tæt på astronomerne og får lov at opleve, hvordan det har været at rejse ud i verden i 1760’erne og lider og hoverer med diverse astronomer. Og nogle af disse her historier er fuldstændig fantastisk læsning. Og her kommer noget af det fantastiske ved non-fiktion: selv de mest utrolige, fanstastiske og imponerende historier har fundet sted i virkeligheden. Særligt en af historierne får en film som Planes, Trains & Automobiles til at virke mild. Denne historie er da også senere blevet dramatiseret i et teaterstykke, der blev til en opera, The Transit of Venus, ingen af hvilke, jeg har oplevet – endnu!
Chasing Venus er spændende læsning, der gennem personnære fortællinger skildrer en overgang i hvordan videnskab udføres. Hvor bogen starter med problemer ved videnskabeligt arbejde mellem lande, der er i krig, ender den med, at en af de medvirkende udtaler følgende:
The science of two nations may be at peace while their politics are at war
Joseph Banks
7 / 7 observerede Venuspassager.
Ps. Hvis man som jeg har lært, at Christian VII var en fattesvag konge, der ikke rigtig havde egne interesser, der strakte sig længere end til ham selv, så giver bogen her et kortvarigt indblik i en anden Christian VII, der er oplysningstiden værdig.