I starten af August var jeg i Paris under påskud af, at de Olympiske Lege blev afholdt i byen og vi i min studiegruppe på universitetet ville se det sammen. Det var dog kun et skalkeskjul, for den egentlige grund til at tage til Paris for mig var for at se et maleri med Gauss på, som jeg var blevet gjort opmærksom på.
Her tænker jeg på Raoul Dufys La Fée Electricité, et maleri der blev lavet til verdensudstillingen i Paris 1937. Med sine 600 kvadratmeter er det et af verdens største malerier, og det er rimelig imponerende at opleve, hvilket man kan på Musée D’Art Moderne de Paris.
Gauss optræder på maleriet, nok primært grundet sit arbejde med elektromagnetisme i samarbejde med Wilhelm Weber; studier, hvortil de undervejs opfandt den første telegraf. I dag bærer 2 ud af 4 af Maxwell’s ligninger Gauss navn og både Weber og Gauss er enheder, man bruger i arbejdet med magnetiske felter. Der er meget mere at snakke om her, men det holder jeg til en anden gang.
Maleriet er en hyldest til alt elektricitet – til hvad, den har haft af betydning for menneskeheden og i særdeleshed i det 20. århundrede, til de forskere og naturfilosoffer, der har bragt menneskeheden tættere på at forstå den og til den vældige magt, der ligger i elektriciteten. Af den årsag er maleriet interessant, ikke kun på grund af kunsten og håndarbejdet, men også på grund af den videnskabshistoriske baggrund. Jeg har selv brugt lang tid på at sætte mig ind i elektricitetens historie, og alligevel var der navne, jeg aldrig havde hørt om før, der blev fremhævet i maleriet. Det er en meget rar oplevelse, når det viser sig, at der endnu er mange timers læsning for blot at have en overfladisk forståelse af elektricitetens historie – tænk engang, hvor længe det kan være underholdende!
I lokalet, hvor maleriet er udstillet, står der tablets til rådighed, som man kan bruge til at lære mere om maleriet. Det er lavet som et lille spil, hvor man skal finde noget bestemt på maleriet, og når det er fundet, så fortæller tabletten mere om det fundne. Det kunne f.eks. være en af personerne afbildet, men det kan også være tematiske elementer eller symboler, som man skal finde. Det er meget smart, for når man så selv har kigget maleriet igennem, så kan tabletten pege en i retning af de ting, man måske har overset blandt de 600 kvadratmeter, som man så alligevel kan få øje på og tænke over. Jeg er fan – men det var jo også et spil, så det blev lidt sjovt at prøve at finde ting på maleriet.
Hvis man vil se maleriet har de en online 360º-version, man kan tilgå, men det kan ikke helt slå at opleve maleriets størrelse i egen høje person.
I det hele taget var det en god oplevelse at besøge museet. Jeg kom for Gauss – fordi selvfølgelig skulle jeg se det – og blev for kunsten. Det er nok ikke lige det kunstmuseum, man tænker på, når man tænker på Paris, men det er værd at besøge, hvis man har lyst til en anden oplevelse end at stå i kø for at se Mona Lisa.