Tidligere i år læste jeg Galileo Galileis Sidereus Nuncius i en engelsk oversættelse af Albert Van Helden (2. udgave) og da bogen nok ikke er så udbredt, men dog en suveræn fornøjelse at læse, så vil jeg gerne slå et slag for bogen.
Det er en lidt speciel bog. Først og fremmest er den skrevet i 1610, og så er den jo ikke ment som underholdende læsning men som en bekendtgørelse af nye astronomiske opdagelser gjort med den her spritnye opfindelse, der endnu ikke havde fået navnet teleskop. Det betyder dog ikke, at den ikke er underholdende at læse, for her får vi så et indblik i, hvordan man skrev videnskab i 1600-tallet: det er poetisk og med stærke referencer til antikkens kunst, men dog alligevel ikke meget anderledes end en videnskabelig tekst fra nutiden med dens struktur, figurer og måde at ræsonnere på. Desuden er der en del politik involveret i bogens tilblivelse, og derfor indgår der også lange passager med ros, pris og hæder til bogens velyndere, hvilket i dag fremstår som røvslikkeri af første klasse. Læg dertil, at bogens egentlige titel er Sidereus nuncius magna, longeque admirabilia spectacula pandens, suspiciendaque proponens vnicuique, praesertim verò philosophis, atq astronomis, quae à Galileo Galileo patritio florentino patauini gymnasij publico mathematico perspicilli nuper à se reperti beneficio sunt obseruata in lunae facie, fixis innumeris, lacteo circulo, stellis nebulosis, apprime verò in quatuor planetis circa Iouis stellam disparibus interuallis, atque periodis, celeritate mirabili circumuolutis; quos, nemini in hanc vsque diem cognitos, nouissimè author depraehendit primus; atque Medicea sidera nuncupandos decreuit og så begynder man da at savne, at den moderne videnskab gjorde ligeså meget ud af præsentationsværdien.
Efter denne titel, en lovprisning af Cosimo II De’ Medici og et certifikat, der godkender bogen som værende i takt med katolsk doktrin, begynder bogen med en koirt beskrivelse af Galileos nye instrument, teleskopet, inden han kaster sig over sine første studier gjort dermed, nemlig månens overflade. Denne sektion er suppleret med nogle flotte tegninger af fortolkninger af månens overflade og involverer en del fortolkninger af, hvad månens fremtræden gennem teleskopet viser – fortolkninger, der i høj grad ligner dem, vi bruger i dag.
Dernæst præsenterer Galileo, hvad der leder til Mælkevejens og andre himmelske tågers diffuse fremtræden: en hel del stjerner, der individuelt er for små til at kunne ses med det blotte øje. Nok engang supplerer han med tegninger af det, han har observeret.
Den sidste del af bogen beskæftiger sig med opdagelsen af de fire “planeter”, der ser ud til at ledsage Jupiter. Det her er nok den helt store historie i bogen, men det er desværre en lidt langhåret passage, da den består af side efter side med tegninger af Jupiter og dets måner og nogle få linjer af hans observationer hver eneste nat fra 7. januar til 2. marts. Sektionen bliver reddet af, at han smukt runder af med fortolkninger af disse observationer og nogle hurtige konklusioner, der holder den dag i dag.
Det, der dog virkelig sælger bogen, er sektionerne, der introducerer og konkluderer bogen, for de leverer en fremragende kontekst til bogen.
I introduktionen får vi en kort fortælling om teleskopets historie op til Galileos brug af det i bogen, samt en forklaring af hver sektion i bogen, så man har en chance for at forstå, hvad Galileos argumenter egentlig leder ud i.
Konklusionen beskæftiger sig med modtagelsen af bogen, og her begynder det at blive rigtig spændende. Teleskopet er ikke blot et nyt instrument – det er også det første instrument, der giver indblik i en verden, der strækker sig længere ud end de menneskelige sanser kan opleve. Det er ikke nok med, at Galileo skal forsvare sine opdagelser – han skal også forsvare, at selve det instrument, han har gjort dem med, kan gøre opdagelser og ikke blot leverer en kunstig verden, når man kigger i det. Hvordan man overbeviser resten af verden om, at der ligger en (materiel) verden uden for menneskelige sanser kan man læse om her.
Konklusionen indeholder også nogle af de breve, der senere er blevet skrevet som der blev gjort flere opdagelser, og den indeholder også Keplers begejstrede svar på Galileos bog. Det er ret morsomt at læse, for Kepler er jo et velkendt navn og vi sætter ham i forbindelse med nogle ret store og epokegørende opdagelser, men i sin begejstring for denne her bog leverer han også argumenter som:
Månens formål er for os på jorden og ikke de andre planeter. Ligeså er de fire måners formål for Jupiter, ikke for os. Hver planet, inklusive dens beboere, er tjent med sine egne måner. Hermed kan vi konkludere med stor sikkerhed, at Jupiter er beboet.
Argumentet holder nok ikke i dag, men i Keplers vilde begejstring over bogen får vi også starten på den moderne idé om liv i rummet.
Ydermere fortæller konklusionen også mere om, hvordan astronomi foregik i 1600-tallet. For eksempel beskrives brugen af anagrammer som en måde, hvorpå man tidligt kan annoncere sin opdagelse, men samtidigt købe sig tid til at studere den nærmere inden man løftede sløret for den. Da Galileo opdager, at Venus har faser på samme måde som månen og at formen på dem antyder, at Venus kredser om solen, udsender han dette anagram: Haec immatura a me iam frustra leguntur o y, som betyder noget i retning af, at disse sager endnu ikke er modne nok til at blive afsløret. Han formidler senere løsningen: Cynthiae figuras aemulatur mater amorum – Kærlighedens moder (Venus) efterligner Cynthias (månens) figurer, altså Venus har faser ligesom månen har dem. Det er jo en ret vild måde at kommunikere på! Som en ekstra øvelse til læseren kommer her et andet anagram, som Galileo udsender: smaismrmilmepoetaleumibunenugttauiras
Alt i alt er det en ret sjov bog at læse. Den viser, hvordan man kommunikerede videnskab for 400 år siden, og i Albert Van Heldens oversættelse suppleres bogen med en masse kontekst, så man forstår, hvor vigtig bogen var i sin samtid. Det er en bog, der bebuder den moderne videnskabs ankomst og heri kan man læse, hvordan det foregik. Den første bog, der beretter om universet som værende større, end vi umiddelbart kan se. Bogen er sjov, hurtig læsning, der viser, hvor meget og hvor lidt den videnskabelige kommunikation har forandret sig på 400 år.
4/4 Medicianske stjerner.