Det slog mig for nylig, at det er slut med at tale dansk i sociale sammenhænge – i hvert fald det meste af tiden, når nu jeg bor i Tyskland. Jeg kan godt forstå rimelige mængder af tysk, men det er straks værre at skulle tale det selv. Mest iøjnefaldende er nok, at jeg ikke kan være vittig på tysk, og det fik mig til at tænke over, om det ikke vil betyde, at en god del af min personlighed forsvinder.
Jeg påstår ikke, at jeg er sjov, men jeg kan godt lide at lege med sproget. Jeg elsker at skrive selskabssange, for der skal man få ord til at passe ind på versefødder, og jeg kan godt lide at udfordre mig selv med rim og vers, når jeg skal holde tale, for det gør det hele lidt nemmere, synes jeg. Desuden er jeg stor fortaler for ordspil, hvilket jeg er sikker på, at der er folk, der kan nikke genkendende til. Det er alt sammen rimelig nemt på dansk og på engelsk kan jeg også sagtens gøre det, om end det muligvis finder sted i en mindre grad – det er sjældent, jeg skal snakke engelsk i sociale sammenhænge, men på skrift lader det sig i hvert fald ofte gøre. På tysk kan jeg ingen af delene, og spørgsmålet er, hvorvidt det har betydning for den, jeg er. Jeg laver ordspil ofte, for jeg synes ofte, at det bliver påpeget, at jeg laver dem. Hvis jeg ikke laver dem på tysk, fordi jeg ikke kan, er jeg så stadigvæk mig? Deltager jeg socialt på en anden måde, når det er et andet sprog, deltagelsen foregår på?
Jeg husker ikke, hvornår jeg begyndte at lege med sproget. Jeg husker at have moret mig over nogle sproglige ting på dansk i indskolingen, men ikke at noget af det skulle have været en ny oplevelse. Engelsk lærte jeg først noget senere, men jeg var i hvert fald ikke bevidst om, hvornår jeg begyndte at lege med sproget på engelsk. Med andre ord ved jeg ikke, hvad der skal til.
Jeg ser derfor frem til at skulle prøve at snakke tysk. Jeg håber på, at det kan afsløre lidt om, hvorvidt det er en tillært ting på dansk og engelsk, at jeg leger med sproget, eller om det er en tilgang til sproget, der fungerer på flere sprog, såfremt ordforrådet er stort nok. Det, tænker jeg, afsløres sig selv, alt efter hvordan mit tyske udvikler sig og hvornår (hvis) jeg kan lave egne vittigheder på tysk.
Indtil da, så er det da meget godt at have en vittighed i hånden, der med garanti vil få tyskerne til at dø af grin:
Wenn ist das Nunstück git und Slotermeyer? Ja! Beiherhund das Oder die Flipperwaldt gersput!